præster i folkekirken
uddriver onde ånder
Mennesker, som oplever uforklarlige hændelser i hjemmet, skal tages alvorligt af folkekirken. Det mener de folkekirkepræster, der uddriver onde ånder, fordi Jesus gjorde det. Men flertallet mener, at Bibelen skal fortolkes langt mere symbolsk.
Af Karl Emil Frost og Anne Baungaard
1982: Elisabeth vågner af et vedvarende skrig.
Hun styrter mod lyden for enden af gangen. Skriget kommer fra hendes to år yngre lillesøsters soveværelse. Elisabeth finder sin søster i sengen. Hun skriger stadig. Øjnene er vidt åbne. Tårer triller ned ad hendes kinder, og hun er ikke til at komme i kontakt med. Elisabeth har aldrig set sin søster sådan før.
Elisabeths lillesøster er 16 år gammel. Et par timer forinden har hun sat sig i sengen for at lave lektier. Døren til værelset står åben, og fra sengen kan hun se ned ad gangen. Lyden af tunge, målbevidste skridt nærmer sig værelset. Da lyden forstummer, føler hun sig beluret fra døråbningen. Nu stirrer hun ned i sin skolebog. For alt i verden må hun ikke komme til at løfte blikket.
Sådan sidder hun i flere minutter, indtil hun fornemmer noget bevæge sig tværs gennem værelset. Et koskind på gulvet rykker sig, som har en usynlig krop sat sig på det. Hun oplever en fremmed tilstedeværelse, noget uhåndgribeligt, gennemsyret af ondskab. Hun begynder at skrige. Og hun holder først op efter at have fået en nervepille af sin mor, hvis nattesøvn også har måttet give efter for rædselsskriget.
Der lugter underligt i huset på Platanvej. ”Kloakrotteagtigt” synes Elisabeth. Foto: privat.
Hvad skete der? Næste morgen fortæller Elisabeths søster, at hun før har leget ånden i glasset med sin veninde. Denne gang havde hun opsøgt ånden alene. Hun var overbevist om, at noget ondt var kommet efter hendes sjæl.
Det er langt fra første gang, der er sket noget uforklarligt i hjemmet på Platanvej. Alligevel er det søsterens oplevelse, der endelig får familien til at søge hjælp. De tager kontakt til den lokale sognepræst, som de kender ganske godt. Men de bliver mødt at et målløst blik og får at vide, at her kan kirken ikke hjælpe.
Præstens pligt
Enhver folkekirkepræst bør forholde sig til onde ånders forsøg på at forpeste menneskenes liv. Det mener den pensionerede sognepræst Mogens Svendsen. Han er overbevist om, at de, som plages af onde ånder, kun kan få ro gennem kristendommen. Selv om mange mennesker søger vejledning hos clairvoyante eller andre spiritister, tror han ikke på, at det hjælper.
“Spiritister har et okkult udgangspunkt. De har ikke adgang til at gøre brug af Jesu navn og derfor heller ikke den kraft, der skal til for at gøre noget ved sagen,” siger han.
Mogens Svendsen ser det derfor ikke bare som en naturlig del af præstegerningen at uddrive ånder. Han ser det som en pligt. Selv mener han, at han har hjulpet adskillige af med ufrivillige gæster i hjemmet, siden han i midten af 1980’erne for første gang uddrev en ond ånd.
De mennesker, han har hjulpet, har følt sig generet af tilstedeværelsen af noget skræmmende i hjemmet. Ånderne kan vise sig som skikkelser, der farer gennem stuen. Der kan høres lyde af skridt i huset. Ting kan falde ned fra hylderne. Desuden kan ånderne påvirke menneskers drømme, fortæller han. Sover man i et hus, der er besat af en ond ånd, kan man for eksempel drømme, at man ligger død i en kiste.
Mange føler sig afmægtige
Sognepræst i Aabenraa, Jørgen Jørgensen, er enig: folkekirken bør spille en tydelig rolle i forbindelse med menneskers oplevelser af paranormale hændelser i hjemmet. En folkekirkepræst vil kunne hjælpe, uanset om hjemmet viser sig at være plaget af onde ånder, eller problemet er af psykisk karakter, fortæller han. Når han taler med mennesker om deres oplevelser af onde ånder, går han til det på samme måde, som når han møder folk, der oplever andre former for livskriser.
Han har i løbet af de seneste 20 år været med til omkring 50 hus-renselser, fortæller han. I alle tilfælde har han haft lange samtaler med de berørte, inden han har konstateret, at der er tale om et åndeligt problem.
Ifølge ham er uddrivelse af ånder fremmed for mange præster i folkekirken. Mange præster føler sig afmægtige og formår derfor ikke at hjælpe tilstrækkeligt.
“Jeg tror, det kunne hjælpe, hvis biskopperne blev enige om, hvordan det skal håndteres. Hvis det blev gjort klart, at der er tale om et reelt problem,” siger han.
Fra hun var helt lille, oplevede Elisabeth, at tingene ikke var, som de skulle være i huset på Platanvej. Foto: privat.
1978.
Da Elisabeths familie beder den lokale sognepræst om hjælp, er det langt fra første gang, de har haft en fornemmelse af, at der er mere mellem himmel og jord i huset på Platanvej.
Elisabeth kan ikke lide at være alene i huset. Det føles, som om nogen hvisker hende svagt i øret hele tiden. Som om luften er elektrisk ladet. Nogle gange, når hele familien er samlet i stuen, kan de høre porcelæn, der klirrer i køkkenet. Undertiden vågner hun midt om natten til lyden af bøjler i skabet. De kurrer henad garderobestangen.
En eftermiddag i november er 14-årige Elisabeth alligevel blevet efterladt med sig selv. På bænken nær radiatoren kan hun sidde lunt og klippe i papir. En time eller to, og så skulle hendes mor være tilbage. Det kan hun sagtens klare.
Døren er knap smækket efter dem, da lydene begynder at tage til. Gulvbrædder, der knager. Elisabeth klipper videre, som om hun ikke kan høre det. Ude i entreen er der pludselig skridt. Nogen, der bevæger sig gennem den lange gang. Hun griber sin jakke, løber ud af huset og låser døren efter sig.
Elisabeth har trasket frem og tilbage på det våde fortov i flere timer, da hendes mor og stedfar kommer hjem.
Tidsånden er spirituel
En undersøgelse fra 2018 viser, at hver syvende dansker tror fuldt og fast på overnaturlige fænomener som ånder. Yderligere forholder en tredjedel sig ikke afvisende til tanken.
Sognepræst Jørgen Jørgensen har siden årtusindskiftet oplevet en stigende interesse for åndelige fænomener. Ifølge ham har TV2-programmet Åndernes Magt spillet en stor rolle. Da programmet samlede danskerne foran fjernsynene i 2000, begyndte han selv at rense danskernes huse for onde ånder. Han ville nemlig repræsentere et kristent alternativ til clairvoyante og healere.
Som Jørgen Jørgensen ser det, er tidsånden meget mere spirituel end førhen. I 70’erne følte han, at han blev stigmatiseret, når han fortalte sin gymnasieklasse, at han troede på Gud.
”I dag kan man godt have en samtale om det åndelige,” siger han.
Omvendt tror han også, at flere har problemer med ånderne, fordi kristendommen fylder mindre end tidligere. Nok er spiritualiteten fremherskende, men det betyder ikke, at folk er blevet mere kristne. Tværtimod.
”Fadervor og salmesang var et hegn mod dæmoniske indslag,” siger Jørgen Jørgensen. ”Nu er hegnet gået i stykker.”
Hør sognepræst Jørgen Jørgensen forklare, hvordan en åndeuddrivelse foregår:
Ikke altid dæmoner
Selvom han er sikker på, at den åndelige virkelighed nogle gange viser sit ansigt fysisk, anerkender Jørgen Jørgensen, at mange af dem, der føler sig plaget af ånder, i virkeligheden er plagede af psykisk sygdom. Og så skal der ikke bøn, men medicinsk behandling til.
”Det vigtigste er, at vi kommer dem i møde. At vi anerkender, at det er sådan her, de oplever det,” siger Jørgen Jørgensen.
For Jørgen Jørgensen er det afgørende, at man ikke ser dæmoner, hvor der ikke er nogen.
”Det er for let en udvej,” siger han. ”Hvis det er åndernes skyld, slipper man for selv at påtage sig et ansvar.”
Han husker en ung mand, som lige var flyttet sammen med sin kæreste. Når han stod og skar franskbrød i køkkenet, fik han nogle gange en ubærlig rædsel for, at han skulle slå hende ihjel med brødkniven. Det viste sig imidlertid, at det ikke var en dæmon, men en uhyggelig film, der havde sat sine spor. Mest af alt var han bange for at miste sin kæreste.
”Da han fik sat ord på det, klarede det ligesom op,” fortæller Jørgen Jørgensen, der ikke har hørt fra den unge mand siden.
De uforklarlige lyde i huset startede, da Elisabeth var 5 år gammel. Foto: privat.
1984: Elisabeth har været ud at spise med sin kæreste og sin mor.
Fra restauranten kører de mod en lille kiosk et par kilometer væk for at købe cigaretter. På ruten ligger huset på Platanvej. Ingen burde være hjemme. Allerede lang tid før de når huset, kan de se, at det er badet i lys.
Det er to år, siden Elisabeth vågnede af sin søsters rædselsskrig. Det er to år, siden sognepræsten afviste at hjælpe Elisabeth og hendes familie.
Hvert eneste lys i hele huset står tændt. I forbifarten, når Elisabeth tydeligt at ane hver eneste pæres omrids i prismelysekronen i stuen. Det forekommer hende, at lyset er mere klart, end hun nogensinde har set det før. Huset stråler.
De kører videre mod kiosken. De bliver enige om, at Elisabeths søster må være kommet hjem. Det var ellers meningen, at hun skulle overnatte hos en veninde.
Få minutter senere er de tilbage ved indkørslen. Men nu er huset mørkt og øde, som de forlod det. Søsteren er ingen steder at finde, før hun kommer hjem næste formiddag. Der er ikke andre, der har nøglerne.
Elisabeths kæreste tror ikke på, at der er mere mellem himmel og jord. Alligevel må må selv han til sidst opgive at finde en forklaring på, hvad der er sket.
Dæmonuddrivende sognepræster er i mindretal
Det er langt fra alle folkekirkens præster, der efterlyser ritualer for åndeuddrivelse. Marianne Maagaard er sognepræst i Roskilde og forfatter til bogen "Et Satans Uvæsen" om eksorcisme i Folkekirken. Ifølge hende er der i omegnen af 100 sognepræster, der praktiserer dæmonuddrivelse herhjemme. Ud af omkring to tusind sognepræster i Danmark udgør de således en mindre gruppe.
Selvom hun er enig i, at de, der søger hjælp, skal tages alvorligt, holder hun fast i, at der ikke skal praktiseres dæmonuddrivelse i folkekirken.
“Det er ulykkeligt, når folk brænder nallerne på clairvoyance,” siger Marianne Maagaard. “Men vi skal ikke holde seancer for at gå i kamp med det okkulte marked. Vi kan godt tage imod mennesker med det her syn på verden uden at være enige med dem.”
De åndeuddrivende præster læser ifølge Marianne Maagaard Biblen alt for ordret, når de ser verden som en form for kosmisk kampplads, hvor engle og dæmoner bogstaveligt talt slås om mennesket i midten.
“De, der beskæftiger sig med ånder, har et stærkt fundamentalistisk bibelsyn,” siger hun. “Når Jesus praktiserer åndeuddrivelse i det Nye Testamente, drager de en meget konkret parallel, til at vi også skal gøre det.”
Hun tror ikke selv på, at ånder kan besætte mennesker og huse. I stedet tilhører hun dem, der mener, at Biblen har en symbolsk og eksistentiel karakter og skal forstås sådan.
“Jeg er klar over, at mennesker oplever helt uretfærdige ting,” siger hun. “Men jeg har på ingen måde oplevet noget, der skulle tilsige, at der findes fysiske dæmoner.”
Skepsis udtryk for vantro
Sognepræst Jørgen Jørgensen fra Aabenraa fastholder, at dæmonuddrivelse har fundet - og finder - sted nogenlunde, som det står beskrevet i Biblen.
“Det undrer mig, at man kan forstå det anderledes,” siger han. “At bare fordi man ikke selv har oplevet det, så eksisterer det ikke.”
Ifølge den tidligere sognepræst Mogens Svendsen er det ligefrem et udtryk for vantro, når folkekirkens præster ikke tror på ånder.
“Når folk er plaget af ånder, så er det jo ikke spor symbolsk. Så er det en praktisk virkelighed. Det har vi erfaringer med,” siger han.
Elisabeths lillesøster står foran et vitrineskab i stuen. Ofte blev der flyttet rundt på tingene i skabet, så de måtte gribe dem, før de ramte gulvet. Foto: privat.
Da Elisabeths familie i 1982 søgte hjælp hos folkekirken mod uforklarlige hændelser, blev de mødt med målløshed og skepsis. Efterfølgende opsøgte Elisabeths lillesøster Pinsekirken, som hun stadig er meget involveret i. Hun følte skyld. Skyld over, at det var hende, der havde leget ånden i glasset og måske ladet døren stå på klem for onde ånder.
Elisabeth kan ikke lide at komme i huset på Platanvej. Men hendes søster føler sig forpligtet til at blive og holde ånderne i skak. Når der opstår øget aktivitet, beder hun inderligt Jesus om at få fred.
Hun bor der stadig i dag.
“Elisabeth” er et mellemnavn. Journalisterne er bekendte med hendes fulde identitet.